Israels militær afviste politiske planer om angreb på Iran
Ifølge tidligere minister har Israels militære top flere gange sat foden ned over for at indlede krig mod Iran


Israels tidligere forsvarsminister Ehud Barak oplyser i et tv-interview, at landets militære ledelse flere gange har stoppet regeringsplaner om at iværksætte et angreb mod Iran.

Det siger Ehud Barak, der var forsvarsminister fra 2007 til 2013, i et interview med tv-kanalen Channel Two.

Angrebsplanerne blev udtænkt i 2009 og 2010. De blev godkendt af både Barak, der på det tidspunkt var forsvarsminister, og premierminister Benjamin Netanyahu, skriver nyhedsbureauet AFP.

Målet for den militære aktion var Irans atomanlæg.

Men den israelske militærledelse afviste politikernes planer om at sende kampfly ind over Iran og dermed sandsynligvis indlede en krig.

Ehud Barak fortæller, at i 2010 blev et forslag fra regeringen om et angreb mod Iran afvist af militæret med den begrundelse, at det ikke havde den "operationelle kapacitet".

Året efter var der igen planer om et angreb, men de blev taget af bordet under et møde i det israelske sikkerhedsråd.

Militærets skeptiske holdning fik to af rådets medlemmer til at opgive deres opbakning til planen, og dermed havde premierminister Netanyahu ikke længere flertal for sit forslag.

I 2012 blev et angreb aflyst, fordi det tidsmæssigt ville falde sammen med en større fælles militærøvelse med USA.

Hvis angrebet var blevet gennemført, kunne det have givet indtryk af, at USA støttede planen ifølge Barak.

Benjamin Netanyahu har i mange år truet med at anvende militærmagt for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, som den israelske regering påstår er styret i Teherans mål med landets atomprogram.

Netanyahu er en arg modstander af den aftale om Irans atomprogram, som seks stormagter, deriblandt USA, i juli indgik med Iran.

For to år siden blev Netanyahu af Israels tidligere regeringsleder Ehud Olmert beskyldt for at have spildt tre milliarder dollar på at forberede et angreb på Iran, som aldrig blev til noget.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.