Israels forsvarsminister går af i protest mod Netanyahu
Premierminister Netanyahu har tilbudt ministerposten til højreparti, og derfor træder Moshe Yaalon tilbage.
Israels premierminister vil skabe "den mest højreorienterede regering i Israels historie", mener iagttagere.
Israels premierminister vil skabe "den mest højreorienterede regering i Israels historie", mener iagttagere. Foto: Gali Tibbon/AP


Israels forsvarsminister, Moshe Yaalon, meddeler på sin Twitter-profil, at han træder tilbage fra regeringen og parlamentet, fordi han har mistet tilliden til premierminister Benjamin Netanyahu.

Forsvarsministerens reaktion kommer, efter at Netanyahu havde foreslået, at forsvarsministeren kunne udskiftes i forbindelse med udvidelse af koalitionsregeringen.

- Jeg har her til morgen meddelt premierministeren, at hans fremfærd og min manglende tiltro til ham får mig til at træde tilbage og tage en pause fra det politiske liv, skriver Moshe Yaalon på Twitter.

Hans overraskende beslutning kommer to dage efter, at Netanyahu tilbød forsvarsministerposten til den tidligere udenrigsminister Avigdor Lieberman, der er en af høgene i israelsk politik.

Lieberman har sagt, at han er åben over for at indgå i Netanyahus koalition med sit stærkt højreorienterede parti, Yisrael Beitenu.

Yaalon har været inde i et opgør med Netanyahu, efter at han som forsvarsminister har insisteret på, at højtstående officerer skulle opmuntres til at "tale rent ud" om deres meninger og holdninger.

Der er i israelske medier rapporter om, at Netanyahu skulle have haft planer om at gøre Yaalon til udenrigsminister.

Lieberman er for forhadt blandt palæstinenserne, og iagttagere mener, at Netanyahu lægger an til at skabe "den mest højreorienterede regering i Israels historie."

Yisrael Beitenu har seks af de 120 pladser i parlamentet.

Hvis Lieberman vender tilbage som minister, efter at han var udenrigsminister under Netanyahu fra 2009 til 2012 og igen fra 2013 til 2015, vil det skabe øget bekymring for en optrappet israelsk-palæstinensisk konflikt.

Lieberman bor selv i en af de omstridte jødiske bosættelser på den israelsk besatte Vestbred.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.