Israelere protesterer mod ultraortodoks vold efter drab
Flere steder i Israel er folk gået på gaden for at demonstrere imod ortodokse jøders vold den seneste uge.
Der har været uro flere steder på Vestbredden, efter at jødiske bosættere satte ild til en palæstinensisk landsby, hvor en lille palæstinensisk dreng omkom.
Der har været uro flere steder på Vestbredden, efter at jødiske bosættere satte ild til en palæstinensisk landsby, hvor en lille palæstinensisk dreng omkom. Foto: Majdi Mohammed/AP


Tusinder af israelere er lørdag aften gået på gaden i landets to største byer, Tel Aviv og Jerusalem, i protest mod vold i kølvandet på jødiske ekstremisters angreb på palæstinensere og homoseksuelle den seneste uge.

En korrespondent for det franske nyhedsbureau AFP skriver, at omkring 2000 mennesker deltager i demonstrationen i Tel Aviv.

Organisationen Peace Now, som overvåger de internationalt fordømte israelske bosættelser på Vestbredden, står bag arrangementet.

Torsdag stak en ultraortodoks jøde seks deltagere under en homo-parade i Jerusalem. Det ene offer blev livstruende såret.

Natten til fredag, bare få timer senere, satte bosættere på Vestbredden ild til huse i en landsby. En halvandet år gammel dreng omkom, og to af hans familiemedlemmer kom til skade i livstruende grad.

- Vi beder regeringen slå hårdt ned på bosætternes vold og at forsøge at sætte gang i fredsprocessen igen, siger direktøren for Peace Now, Yariv Oppenheimer.

Efter demonstrationen gik deltagerne videre til en aftengudstjeneste, som medlemmer af Israels homoseksuelle samfund havde organiseret.

Der blev også demonstreret i flere mindre israelske byer lørdag aften.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.