Israel skyder syrisk kampfly ned
- Et Patriotmissil har ramt syrisk kampfly, da det fløj ind i israelsk-kontrolleret luftrum, siger talsmand.
Israel hævder at have skudt et syrisk MiG-21, af samme model som billedet her, ned over Golan. Arkivfoto.
Israel hævder at have skudt et syrisk MiG-21, af samme model som billedet her, ned over Golan. Arkivfoto. Foto: LES STUKENBERG/AP


Israels militær siger, at det har skudt et syrisk fly ned, da det tirsdag middag var inde i israelsk-kontrolleret luftrum over Golan-højderne. Oplysningerne er offentliggjort af militærets radio, skriver AFP.

- Et Patriotmissil ramte kampflyet, efter at det fløj ind i israelsk-kontrolleret luftrum over Golan, siger en talsmand.

Israelske medier siger, at det syriske fly var et MiG-21.

Fotos fra det franske nyhedsbureau AFP viser en sort røgsøjle over den syriske landsby Jubata al-Khashab, som kort forinden var blevet bombet af det syriske fly.

Det brændende flyvrag er faldet ned på den syriske side af grænsen.

Flere gange tidligere har kampene under borgerkrigen i Syrien spredt sig ind i Golan, der er et syrisk territorium, som israelerne erobrede kontrol over under Seksdageskrigen i 1967.

Men det er første gang, at en episode som denne skaber nye spændinger mellem de to lande.

I 1985 skød israelerne et syrisk fly ned over Golan-højderne, hvilket førte til skrappe reaktioner fra Damaskus.

For tre uger siden nedskød israelerne en drone over Golanhøjderne, da det ubemandede luftfartøj, kom ind i israelsk luftrum i området.

Nedskydningen skete efter stigende spændinger på den FN-kontrollerede grænse mellem Israel og Syrien i de strategiske Golanhøjder.

Israel besatte 1200 kvadratkilometer af Golanhøjderne under Seksdagekrigen i 1967 og annekterede det i 1981. Teknisk set har Israel og Syrien siden da været i krig.

Der har været FN-styrker ved grænsen siden 1974, da Israel og Syrien indgik en våbenhvileaftale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.