Israel lukker døren for Sverige: I opmuntrer til terror
Svensk krav om undersøgelse af drab på palæstinensere møder kontant reaktion fra Israels regering.
Israels regering vil ikke længere modtage officielle besøg fra Sverige.
Israels regering vil ikke længere modtage officielle besøg fra Sverige. Foto: Tara Todras-Whitehill/AP/AP


Israel vil ikke længere modtage officielle besøg fra Sverige, og sådan har det været i et stykke tid.

Det bekræfter den israelske viceudenrigsminister, Tzipi Hotovely, dagen efter et svensk krav om at israelske drab på palæstinensere skal undersøges nærmere.

Hotovely siger ifølge avisen Times of Israel, at "Israel har afvist besøg" fra Sverige.

Om den svenske udenrigsminister siger Tzipi Hotovely, at "Israel står midt i en kamp mod terror", og Wallström "støtter" og "opmuntrer de facto" til terror.

Den israelske minister siger, at forholdet til Sverige har været dårligt de sidste par år.

- Staten Israel sender en meget klar besked til Sverige. Når man opmuntrer til terror, så opmuntrer man Islamisk Stat til at handle i alle dele af Europa: I Bruxelles, i Paris."

- I øjeblikket er vore relationer ikke de bedste - for at sige det mildt. Vi ønsker ikke at have dem som gæster her i landet, siger Noam Sela, en chef i ministeriet.

Den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, kræver undersøgt, om såkaldt "udenomsretlige drab" har fundet sted under de seneste måneders uro mellem israelere og palæstinensere.

- Det er vigtigt, at der udføres grundige og troværdige undersøgelser af disse dødsfald, så der kan bringes klarhed over sagen og eventuelt placeres et ansvar, lød det tirsdag fra Margot Wallström.

Forholdet mellem Sverige og Israel er temmelig anstrengt, efter at Sverige i 2014 - kort efter Wallströms tiltræden - anerkendte Palæstina som selvstændig stat.

Wallström har med flere udtalelser efterfølgende udfordret forholdet yderligere.

21 israelere er dræbt siden oktober. I samme periode har israelske styrker dræbt mindst 130 palæstinensere ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, kan ikke genkende billedet af et iskoldt forhold mellem de to lande. Han siger, at han blandt andet har talt telefon med Israels premierminister.

- Jeg har talt i telefon med Netanyahu to gange, og vi har truffet hinanden en gang. Sverige er nær ven af Israel, siger Löfven til avisen Expressen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.