Israel løslader nordmænd efter støtteaktion for Gaza
Norges udenrigsministerium oplyser, at to nordmænd fra svensk fiskekutter er løsladt i Israel.
Fiskekutteren Marianne av Göteborg havde medicin og solcellepaneler til et sygehus i Gaza, men skibet blev stoppet af Israel, som nu har løsladt to nordmænd fra besætningen.
Fiskekutteren Marianne av Göteborg havde medicin og solcellepaneler til et sygehus i Gaza, men skibet blev stoppet af Israel, som nu har løsladt to nordmænd fra besætningen. Foto: Hatem Moussa/AP


To norske statsborgere, som har siddet varetægtsfængslet i Israel efter en støtteaktion for Gaza, er igen på fri fod.

De to personer var med på den svenske fiskekutter Marianne av Göteborg, som i sidste uge sejlede mod Gazas kyster, og den ene er allerede tilbage i Norge, oplyser det norske udenrigsministerium til nyhedsbureauet NTB.

- Den ene af de to er vendt hjem til Norge, mens den anden er på vej, siger kommunikationsrådgiver Ane Haavardsdatter Lunde.

Herman Reksten og Ammar al-Hamdan var to af i alt 18 aktivister på kutteren, som sejlede mod Gaza-striben i en lille flotille under den fælles mission Freedom Flotilla III.

Marianne av Göteborg, som sejlede under svensk flag, blev stoppet søndag 100 sømil fra Gaza City.

Målet med Freedom Flotilla III var at bryde Israels blokade af Gaza-striben. Samtidig ville den svenske organisation bag, Ship to Gaza, levere medicin og solcellepaneler til et sygehus.

Blandt de 18 aktivister om bord var Tunesiens tidligere præsident, Moncef Marzouki, og politikere fra flere lande.

Israels militær bordede skibet uden brug af magt, har de israelske myndigheder meddelt. Flåden eskorterede Marianne av Göteborg til havnen i Ashdod.

For fem år siden forsøgte "Gaza Freedom Flotilla" en tilsvarende aktion. Det kom dengang til blodige sammenstød med israelske soldater, og 10 aktivister mistede livet.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.