Israel har fået sin nye regering
Efter et langt tilløb har parlamentet i Jerusalem godkendt Benjamin Netanyahus nye regering.
Israels fungerende premierminister, Benjamin Netanyahu, skal efter planen have sin nye regering godkendt af parlamentet i Jerusalem torsdag aften. Processen ser dog ud til at være forsinket på grund af problemer internt i Netanyahus parti, Likud.
Israels fungerende premierminister, Benjamin Netanyahu, skal efter planen have sin nye regering godkendt af parlamentet i Jerusalem torsdag aften. Processen ser dog ud til at være forsinket på grund af problemer internt i Netanyahus parti, Likud. Foto: Sebastian Scheiner/AP


Det er efterhånden næsten to måneder siden, at de israelske vælgere sammensatte et nyt parlament den 17. marts, og torsdag aften er det så sket.

Der er kommet en ny regering ud af det nye parlament med 120 medlemmer.

Den afgående premierminister, Benjamin Netanyahu, har dannet en ny koalitionsregering, der torsdag aften blev godkendt af parlamentet.

Men der var knas til det sidste i Netanyahus eget parti, det højrenationale Likud, og parlamentets samling måtte udskydes i to timer.

Men ved 22-tiden dansk tid lykkedes det så, og nu har Israel en højrereligiøs regering med det mindst mulige antal mandater bag sig, nemlig 61.

Samlingen gik i øvrigt ikke stille af. Inden godkendelsen talte Netanyahu.

- Vi vil sørge for vor sikkerhed og stræbe efter fred, sagde han i sin tale, der blev afbrudt af høj latter fra oppositionen.

Flere israelsk-arabiske parlamentarikere kritiserede højlydt premierministeren, og tre af dem blev smidt ud af parlamentsalen.

Oppositionsleder Isaac Herzog fra Arbejderpartiet har afvist enhver snak om at slutte sig til regeringen og var også kritisk torsdag.

- Ingen anstændig leder vil slutte sig til det cirkus, som du har lavet i sidste øjeblik. Hvor der knapt er et flertal, og hvor målet kun er at sikre dit regime, sagde han.

Israelske kommentatorer siger, at der er tale om en meget skrøbelig regering. En utilfreds parlamentariker fra et regeringsparti skal blot hoste lidt, så er regeringens flertal væk.

Der er tale om en alliance på fem partier, herunder små højreorienterede og religiøse partier.

De fem partier er Likud med 30 mandater, centrumhøjrepartiet Kulanu med 10 pladser, det højreorienterede bosættervenlige Jødisk Hjem, der kommer med otte mandater, samt de to religiøse partier Shas med syv og UTJ med seks.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.