En historisk FN-resolution fremkalder voldsomme reaktioner i Mellemøsten, hvor Israel føler sig svigtet, mens palæstinenserne jubler.
FN's Sikkerhedsråd vedtog fredag en resolution, der kræver et stop for Israels bosættelser på Vestbredden.
Israel udlægger teksten som meget mere end det.
Sådan fortolkes den af energiminister Yuval Steinitz, der står premierminister Benjamin Netanyahu nær:
- Dette er ikke en resolution imod bosætterne. Det er en anti-israelsk resolution mod det jødiske folk og mod jødernes land. USA har i aften ganske enkelt ladt sin eneste ven i Mellemøsten i stikken.
Omvendt er palæstinenserne begejstrede for resolutionen. Dens mål er ifølge penneførerne at bidrage til fred mellem de stridende parter.
- Dette er en sejrens dag for folkeretten. Det er en sejr for civiliseret sprogbrug og forhandling. Det er en total afvisning af ekstremistiske kræfter i Israel, siger den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
USA undlod at stemme. Dermed kunne teksten vedtages med 14 ud af 15 stemmer.
Det har vakt vrede og fordømmelse også i USA.
Formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, og senator John McCain langer hårdt ud efter præsident Obamas regering.
Ryan siger, at det er "aldeles skammeligt" og et "slag mod freden".
Den tidligere præsidentkandidat McCain siger, at USA's beslutning har gjort amerikanerne "medskyldige i dette uhyrlige angreb" på Israel.
Sveriges udenrigsminister, som tidligere har været i diplomatisk uvejr med Israel efter svenskernes anerkendelse af en palæstinensisk stat, glæder sig over resolutionen.
Og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, håber at beslutningen kan sætte skub i nogle mere konstruktive forhandlinger.
- Generalsekretæren opfordrer israelske og palæstinensiske ledere til at samarbejde med det internationale samfund om at vende tilbage til fornuftige forhandlinger, siger Ban Ki-moon via en talsmand.
/ritzau/