Israel fængsler bosætter efter palæstinensisk mordbrand
Forsvarsminister giver grønt lys til "administrativ fængsling" af mistænkt i sag om dræbt palæstinenser.
Meir Ettinger, en jødisk højrefløjsaktivist, har været fængslet siden mandag, og tirsdag bekræfter regeringen, at man har foretaget "administrative fængslinger" af israelere. Hidtil har kun palæstinensere været fængslet under den praksis - i hvert fald i nyere tid.
Meir Ettinger, en jødisk højrefløjsaktivist, har været fængslet siden mandag, og tirsdag bekræfter regeringen, at man har foretaget "administrative fængslinger" af israelere. Hidtil har kun palæstinensere været fængslet under den praksis - i hvert fald i nyere tid. Foto: Ariel Schalit/AP


Israelske myndigheder har tirsdag pågrebet en jødisk bosætter. Anholdelsen kommer efter en mordbrand fredag på Vestbredden, hvor en lille palæstinensisk dreng omkom.

Bosætteren Mordechai Meir fængsles for "sin medvirken til vold og terrorangreb for nylig", hedder det i en udtalelse fra Israels forsvarsminister, Moshe Yaalon. Det skriver AFP.

Det fremgår dog ikke direkte, om der med "terror" henvises til mordbranden, der ifølge premierminister Benjamin Netanyahu var en "afskyelig terrorhandling".

Den israelske forsvarsminister har tirsdag aften givet grønt lys til en såkaldt "administrativ fængsling" af Meir, skriver AFP.

Fra den israelske statsadvokat Yehuda Weinsteins kontor hedder det, at han tirsdag har givet tilladelse til "administrative fængslinger" af tre jødiske ekstremister.

Det er første gang - i hvert fald i nyere tid - at Israel benytter den internationalt udskældte praksis for varetægtsfængslinger uden anklage og uden retskendelse.

Den praksis er hidtil kun benyttet mod palæstinensere, og den kræver forsvarsministerens godkendelse.

Samtidig er endnu en jødisk højrefløjsekstremist sat bag tremmer i kølvandet på terrorhandlingen på Vestbredden.

Mandag blev Meir Ettinger, lederen af en ekstremistisk gruppe, fængslet, og den nationale efterretningstjeneste Shin Bet oplyser, at endnu en aktivist - Eviator Slonim - tirsdag er fængslet.

Ligesom anklagen mod Ettinger er begrundelsen for fængslingen af Eviator Slonim ikke synderligt specifik.

Eviator Slonim beskyldes for at "tilhøre en ekstremistisk organisation", siger en talskvinde fra Shin Bet til nyhedsbureauet AFP.

Israelske medier skriver, at Meir Ettinger risikerer et års fængsel.

En "administrativ fængsling" giver mulighed for at sætte mistænkte bag tremmer i seks måneder ad gangen uden retskendelse. Disse perioder på seks måneder kan fornys igen og igen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.