Israel bygger 430 bosætterboliger
Israel kommer til at annoncere flere nye bosætterboliger inden valget i marts, mener israelsk vagthund.
Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Mohammed Zaatari/AP


Israels regering har fredag offentliggjort tilladelser til at opføre 430 nye bosætterboliger på det besatte Vestbredden, oplyser en vagthund for bosættelser.

- Man åbner sluserne for bosættelser, siger Daniel Seidemann, som er leder af gruppen Palæstinensisk Land ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge den israelske ngo er det de første tilladelser til bosættelser siden oktober sidste år, men det er sandsynligvis ikke de sidste før valget 17. marts.

De nye boliger skal opføres i fire eksisterende bosættelser på Vestbredden - i Adam, Elkana, Alfei Menashe og Kiryat Arba.

Den israelske vagthund forventer, at byggeplaner på de pågældende grunde snart vil blive igangsat.

- Jeg tror ikke, at det er forbi. Jeg ville være meget bekymret, siger Daniel Seidemann.

Han ser en forbindelse mellem annonceringen af de nye bosætterboliger og den aktuelle politiske situation, hvor premierminister Benjamin Netanyahu kæmper om bosætternes stemmer med højrefløjspartier.

Israel besatte Vestbredden i Seksdageskrigen i 1967.

Det internationale samfund har i årevis kritiseret israelernes fortsatte udvidelser af bosættelser.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.