Island vil ophæve kapitalkontrol med banker
Bankkrakket i Island sendte rystelser gennem den finansielle verden, og nu vil Island ophæve kapitalkontrollen
Den islandske regering med statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson i spidsen ophæver efter syv af kapitalkontrollen med landets banker. Her ses han under et besøg hos den danske statsminister i 2013.
Den islandske regering med statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson i spidsen ophæver efter syv af kapitalkontrollen med landets banker. Her ses han under et besøg hos den danske statsminister i 2013. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Island er langt om længe klar til at hæve de økonomiske bånd syv år efter det omfattende kollaps. Det skal ske ved at ophæve kapitalkontrollen og lade den nationale valuta flyde frit.

Sådan lyder det mandag fra landets regering ifølge Reuters.

- Det er i offentlighedens interesse, at kapitalkontrollen ophæves uden at bringe den økonomiske eller finansielle stabilitet i fare, skriver landets finansministerium i en pressemeddelelse.

Island vil indføre en skat på 39 procent for penge, der føres ud af landet, hvilket ventes at rejse kritik blandt udenlandske kreditorer, som har aktiver, der er fanget i de krakkede banker.

Regeringen håber, at skatten vil forhindre en udvandring af kapital, som kan få den nationale valuta til at styrtdykke og skade økonomien, efter at den er ved at finde fodfæste som følge af det spektakulære kollaps i den oppustede banksektor.

Kapitalkontrollen blev indført, efter at landets tre største banker - Glitnir, Landsbanki og Kaupthing - gik konkurs i 2008.

Det blev indført for at begrænse pengestrømmen ud af landet, da bankkrakket fik landets nationale valuta til at styrtdykke.

Flere milliarder kroner er bundet op på udenlandske investeringer og gæld i de krakkede banker.

Ifølge et estimat fra regeringen fra marts har kreditorer omkring 3,75 milliarder dollar (knap 25 milliarder kroner) til gode i landets krakkede banker.

Lovforslaget omhandler aktiver for 1200 milliarder islandske kroner, lyder det mandag fra afdelingen for gældshåndtering.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.