Islamisk Stat truer Hamas i video: Vi overtager Gaza
Militante islamister fra IS vil gøre det samme i Gaza, som gruppen har gjort i Yarmouk-lejren i Damaskus.
Islamisk Stat går til verbalt angreb på Hamas. IS vil tage kontrollen i Gaza.
Islamisk Stat går til verbalt angreb på Hamas. IS vil tage kontrollen i Gaza. Foto: Hatem Moussa/AP


Islamister fra bevægelsen Islamisk Stat (IS) truer i en video den palæstinensiske gruppe Hamas med at overtage kontrollen i Gaza-striben, skriver al-Jazeera.

I den 16 minutter lange video henviser en jihadist til IS' delvise erobring af Damaskus-forstaden Yarmouk, som også er en palæstinensisk lejr.

- Hvad der sker for tiden i Syrien, specielt i Yarmouk-lejren, kommer også til at ske i Gaza. Vi sværger til Gud, at det vil ske, siger manden i videoen.

Islamisk Stat har blandt andet overtaget et tidligere Hamas-kontrolleret område af lejren i den syriske hovedstad.

Jihadisterne er vrede på Hamas over den palæstinensiske gruppes samarbejde med den shiitiske gruppe Hizbollah i Libanon og præstestyret i Iran.

Alliancen mellem palæstinenserne og Hizbollah er baseret på målet om at nedkæmpe den fælles fjende Israel.

Derfor har libaneserne leveret våben til Hamas, men IS - som også er til stede i Gaza - har fokus på noget andet end befrielse af jordiske værdier.

- Pointen med jihad er ikke at befri land. Jihad, som det defineres af Gud, er at kæmpe for og indføre Guds love, siger en islamist i videoen.

Han fordømmer Hamas' alliance med Iran og Hizbollah.

- De opdrager deres børn til at respektere det palæstinensiske flag. Men vejen til befrielse af Palæstina går gennem Irak, og vi nærmer os dag for dag. Mens Hamas flytter sig fra målet, siger islamisten.

Islamisk Stat har tidligere på året ifølge avisen Jerusalem Post affyret raketter fra Gaza-striben mod Israel i et tilsyneladende forsøg på genoplive krigen med Israel.

Dermed har ærkefjenderne Hamas og Israel fået en fælles modstander, den salafistiske gruppe Omar Brigaderne, som er knyttet til IS.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.