Islamisk Stat tager skylden for dødeligt angreb i Damaskus
IS har taget skylden for de bomber, der søndag har dræbt mindst 60 mennesker i den syriske hovedstad.


Tre eksplosioner nær den hellige moské Sayyida Zeinab i et shiamuslimsk kvarter af samme navn i det sydlige Damaskus har søndag dræbt mindst 65 mennesker.

Det oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der forventer, at tallet vil stige yderligere, skriver Reuters.

Imens er mindst 110 andre såret, oplyser det syriske indenrigsministerium ifølge AFP.

Tv-billeder viser brændende bygninger og ødelagte biler nær Sayyida Zeinab-moskéen, der er Syriens vigtigste shiamuslimske helligdom. Det siges, at et af profeten Muhammeds børnebørn ligger begravet der.

En af eksplosionerne var ifølge regeringskilder forårsaget af en bilbombe, mens de to andre var forårsaget af selvmordsbombere.

I første omgang lød dødstallet på 12, men det er efterfølgende blevet opjusteret flere gange.

Syriske medier rapporterer ifølge tv-stationen Al Jazeera, at den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har taget skylden for angrebet.

Sayyida Zeinab er også tidligere blevet angrebet. I februar sidste år dræbte to selvmordsbombere således fire mennesker ved moskéen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.