Islamisk Stat skyder endnu et syrisk kampfly ned
Det er uvist, om piloten på nedskudt fly overlevede. IS har tidligere vist sig nådesløse i den slags tilfælde.
Kampfly fra det syriske luftvåben er ifølge medie blevet skudt ned af Islamisk Stat. Arkiv
Kampfly fra det syriske luftvåben er ifølge medie blevet skudt ned af Islamisk Stat. Arkiv Foto: Martin Lehmann/Polfoto


Et kampfly fra det syriske luftvåben er sent lørdag aften blevet skudt ned af medlemmer af Islamisk Stat. Pilotens skæbne kendes ikke. Det oplyser tv-kanalen al-Jazeera ifølge nyhedsbureauet Tass.

Flyet faldt ned nær byen Salmiya, der ligger cirka 220 kilometer fra den syriske hovedstad, Damaskus.

Ifølge den arabiske tv-kanal blev flyet skudt ned af antiluftskyts affyret fra jorden.

I marts lykkedes det for IS at skyde et andet fly fra det syriske luftvåben ned. Kampflyet var i gang med indflyvningen til en militær luftbase, da det blev ramt af granater.

Piloten overlevede i første omgang ved at skyde sig ud af det brændende fly med katapultsæde, men blev derefter skudt og dræbt af militante IS-folk.

De syriske regeringstroppers forsvarslinje er placeret i Salmiya. Militante fra IS har adskillige gange forsøgt at nærme sig byen, men er hver gang blevet slået tilbage af den syriske hær og frivillige bevæbnede grupper.

I februar sidste år udførte IS en barbarisk gerning over for en pilot fra det jordanske luftvåben. Den ekstremistiske bevægelse havde taget piloten til fange, efter at hans F-16-fly var styrtet ned under et bombetogt i det nordlige Syrien.

Regeringen i Jordan forsøgte at forhandle piloten fri.

Blandt andet blev der talt om at udveksle piloten med en kvinde, der sad fængslet på livstid for sin rolle i et angreb i 2005, hvor 60 mennesker mistede livet.

Men det blev ikke til noget.

IS frigav en video, hvor piloten kunne ses blive henrettet. Han blev lukket ind i et metalbur, hvorefter han blev overhældt med brandbar væske og antændt.

/ritzau/Tass

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.