Islamisk Stat rammer regeringstro milits i Libyen
Islamisk Stat har kontrol over den libyske by Sirte, som regeringsvenlige styrker forsøger at tilkæmpe sig.


Mindst 34 regeringsloyale militsfolk blev dræbt og mindst 100 såret tirsdag i sammenstød med jihadister fra den islamistiske og voldelige gruppe Islamisk Stat (IS).

Det var ifølge nyhedsbureauet AFP en af de blodigste dage, siden styrker, der er loyale over for den midlertidige regering Government of National Accord (GNA) i hovedstaden Tripoli, i maj lancerede en offensiv for at generobre byen Sirte fra IS.

Det ville være et stort tab for IS at tabe kontrollen over Sirte, da IS også har oplevet tilbagegang i Syrien og Irak, hvor lokale styrker og en USA-ledet koalition forsøger at nedkæmpe den jihadistiske gruppe på deres positioner.

I en udtalelse fra GNA lyder det tirsdag, at kampene fandt sted flere steder i kystbyen Sirte.

Tidligere meldinger lød på, at 18 var dræbt og 70 såret. Men tirsdag aften er dødstallet ifølge AFP's kilde i den vestlige by Misrata steget til 34.

Kampene begyndte tirsdag, hvor yderligere 29 personer blev dræbt og mange såret i en eksplosion i et våbendepot i den libyske by Garabulli. Eksplosionen skete under et opgør mellem lokale indbyggere og militante.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.