Ishockeyspillernes forening ærgrer sig over kritik
DEF-sport vil skabe dialog med sine medlemmer efter kritik i den verserende ishockeystrid.
Spillerne i Metal Ligaen vil snart blive præsenteret for en forbedret standardkontrakt.
Spillerne i Metal Ligaen vil snart blive præsenteret for en forbedret standardkontrakt. Foto: /Free


DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening) tager nu kritikken fra sine medlemmer i de danske ishockeyklubber til efterretning.

I løbet af de seneste dage har spillerne i samtlige ti klubber i Metal Ligaen taget afstand til det udspil, som DEF kom med til en ny overenskomst.

DEF understreger i en pressemeddelelse, at man respekterer medlemmerne, og at man som spillernes forening ikke har andre interesser end deres.

- Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi har fået kritik af spillere og vores medlemmer. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at få en dialog med DIU og Ligaforeningen de seneste otte måneder, uden at det er lykkes.

- Vi vil nu snakke med medlemmerne om deres kritik, siger Mark O. Madsen, formand i DEF-sport.

Ifølge målmanden Sebastian Dahm, der er bestyrelsesmedlem i DEF-sport, er foreningens næste skridt at tale med spillere og medlemmer om, hvordan man bedst muligt kommer videre og støtter spillerne.

- Vi står altid bag vores medlemmer og står klar til at hjælpe dem bedst muligt nu og fremover.

Det er jo dem, der er DEF-sport, og derfor tager vi også en dialog med spillerne om, hvordan vi gør i det videre, siger Sebastian Dahm.

Tidligere onsdag aften meddelte Ligaforeningen for de danske klubber, at man efter et møde onsdag har besluttet at præsentere en forbedret standardkontrakt for spillerne inden 24. februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.