Ishockeyspillere er forundrede over forhandlingsnedbrud
DIU og Ligaforeningen meddelte tirsdag, at overenskomstforhandlingerne med DEF var stoppet. Det undrer DEF.


Der er konflikt i dansk ishockey, hvor Danmarks Ishockey Union (DIU) og klubberne på den ene side og spillerne med deres fagforening (DEF) på den anden side ikke kan blive enige om en overenskomst.

Tirsdag meddelte DIU og klubberne, at de havde afbrudt forhandlingerne uden resultat, da DEF's krav ikke var mulige at efterkomme. Men det undrer spillerne og deres fagforening.

- Vi er meget overraskede over, at DIU og Ligaforeningen nu slet ikke vil mødes til forhandlinger. Det er en meget pudsig fremgangsmåde fra deres side, siger Joachim Holten Møller, spiller i Rungsted Ishockey og en del af spillernes forhandlingsudvalg, i en pressemeddelelse.

- Vi har i forhandlingsudvalget og DEF hele tiden været klar til dialog og forhandling, og vi så frem til at få forhandlinger i gang igen i dag.

Derfor opfordrer han DIU og klubberne til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

- Vi skal have en aftaleret til vores forening DEF, derudover har vi ingen ultimative krav. Derfor var det også vores klare forventning, at vi nu skulle i gang med gode konstruktive forhandlinger og finde en god løsning for alle parter i dansk ishockey, siger Joachim Holten Møller.

- Spillerne og DEF står sammen i forhandlingerne, og vi forstår ikke, hvorfor vi spillere gentagne gange skal udsættes for de her fyringstrusler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.