Ishockeymestre får igen stryg af Rungsted
Danmarksmestrene fra Sønderjyske tabte for anden gang på ni dage til Rungsted i Metal Ligaen.
16-årige Jonas Røndbjerg blev matchvinder på straffeslag mod Sønderjyske. (Arkivfoto).
16-årige Jonas Røndbjerg blev matchvinder på straffeslag mod Sønderjyske. (Arkivfoto). Foto: Jan Korsgaard/free


Selv om ambitiøse Rungsted Ishockey ikke helt har levet op til forventningerne i denne sæson, har nordsjællænderne tilsyneladende fundet opskriften på, hvordan man besejrer mesterholdet Sønderjyske.

Søndag lykkedes det for anden gang på ni dage Rungsted at besejre sønderjyderne, som måtte rejse hjem med et nederlag på 1-2 efter en afgørelse på straffeslag.

16-årige Jonas Røndbjerg blev matchvinder, da han scorede to gange i straffekonkurrencen, hvor Cory Quirk var eneste sønderjyde, der agtede at få pucken i nettet.

For øjnene af kun 565 tilskuere var det Antti Kangasniemi, der bragte Rungsted foran 1-0 i første periode, mens Sønderjyskes Thomas Spelling udlignede til 1-1 i powerplay 12 minutter før tid.

Også ligaens nummer tre, Rødovre, led et overraskende nederlag søndag eftermiddag, da forstadskøbenhavnerne blev slået 4-3 af bundproppen Aalborg.

Aalborg har haft et par skuffende første måneder af sæsonen, og holdet skal præstere noget af en stime, hvis det skal blive til en plads blandt de otte hold, der går videre til slutspillet efter jul.

Men mod Rødovre lykkedes det træner Jens Nielsens tropper at hente en sjælden sejr. Ligaens mest scorende danske spiller, Nicolai Meyer, var med i tre af de fire Aalborg-scoringer.

Dermed er Aalborg oppe på 13 point. Holdet har 13 point op til en plads blandt de otte bedste.

I det hele taget var det en søndag med uventede resultater i Metal Ligaen. Førerholdet Frederikshavn sluttede sig til gruppen af skrantende tophold og blev dukket med 2-1 af Herning efter straffeslag.

Esbjerg var det eneste hold i top-fire, som formåede at tage tre point. Esbjergenserne havde ingen problemer med Herlev og vandt 6-1 på udebane.

Endelig hentede Odense en hjemmesejr på 4-1 over Gentofte, som ellers var foran med 1-0 efter første periode. Ryan McDonough scorede to gange for fynboerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.