Ishockeyligaens topduo henter klare udesejre
Hverken Sønderjyske eller Frederikshavn kom i problemer, da de var på besøg på Sjælland tirsdag aften.
Thomas Spelling var involveret i tre scoringer, da Sønderjyske vandt klart i Herlev.
Thomas Spelling var involveret i tre scoringer, da Sønderjyske vandt klart i Herlev. Foto: Jan Korsgaard/free


Frederikshavn og Sønderjyske fortsætter parløbet i toppen af den bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

De to førende klubber vandt hver sin overlegne udesejr tirsdag aften og har knap halvvejs gennem grundspillet lagt klar afstand til forfølgerne i tabellen.

Mestrene fra Sønderjyske tog en hurtig revanche efter den overraskende hjemmebanedukkert mod Rungsted, da bundproppen Herlev blev slået med 5-1 i den københavnske forstad.

Sønderjyderne viste straks klasseforskellen ved at score fire gange i de første 16 minutter og kunne derefter tage den lidt med ro.

Cory Quirk og Thomas Spelling blev begge noteret for et mål og to assister i den klare Sønderjyske-sejr.

Frederikshavn vandt 5-0 i Gentofte, hvor kun 162 tilskuere overværede nordsjællændernes tredje nederlag på stribe.

Den farlige amerikaner Colin Vock var involveret i fire af de fem nordjyske scoringer.

Sønderjyske topper Metal Ligaen med 43 point for 18 kampe. Frederikshavn har 42 point for en kamp mere.

Der er hele ni point ned til nærmeste forfølger, Rødovre, der dog kun er noteret for 17 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.