Ishockeylegenden Jagr scorer sit NHL-mål nummer 708
Tjekken Jaromir Jagr vokser stadig ind i rollen som en af de bedste ishockeyspillere i historien.


Tjekken Jaromir Jagr fortsætter med at arbejde sig dybere og dybere ind i ishockeysportens historiebøger.

Mandag scorede han sit NHL-mål nummer 708, da hans klub New Jersey Devils tabte 4-2 i Boston.

Med scoringen til 2-2 nåede Jaromir Jagr op på en delt sjetteplads på listen over historiens bedste målscorere i verdens bedste ishockeyliga.

Tjekken, som fylder 43 år til februar, debuterede i NHL i 1990, og han har spillet 1488 kampe - et tal, som havde været større, hvis ligaen ikke havde været ramt af lockout et par gange.

Han har spillet for seks forskellige klubber i Nordamerika.

Mandag var det imidlertid ikke Jaromir Jagrs scoring, som fik den største opmærksomhed.

Den kun 21-årige Boston-spiller Seth Griffith scorede nemlig et mål, som allerede er en seriøs kandidat til årets mål i ligaen.

Seth Griffith modtog pucken i midtercirklen og styrede straks mod New Jerseys mål, men med to modstanderne hængende over sig, så han ud til at have mistet kontrol over pucken.

Han fik alligevel revet den til sig, og med ryggen mod mål scorede han mellem benene på sig selv.

Griffith bragte Boston foran 3-2 på et tidspunkt, hvor der kun manglede to minutter af anden periode. Boston scorede også til 4-2, inden perioden var forbi.

Tirsdag - hvilket er natten til onsdag dansk tid - kommer fem danskere formentlig i aktion på isen.

Frans Nielsens New York Islanders møder hjemme Colorado. Lars Ellers Montreal spiller også hjemme mod Winnipeg, Mikkel Bødkers Arizona møder hjemme i Phoenix de sydlige kolleger fra Dallas.

Endelig får Jannik Hansen og Nicklas Jensen besøg af Ottawa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.