Ishockeyback kan komme sig helt over uhyggelig knockout
Jesper B. Jensen har tidligere haft hjernerystelser, men backen kan formentlig komme tilbage for fuld styrke.
Jesper B. Jensen var bevidstløs på isen i halvandet minut efter den hårde tackling mod Schweiz.
Jesper B. Jensen var bevidstløs på isen i halvandet minut efter den hårde tackling mod Schweiz. Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Den uheldige ishockeyspiller Jesper B. Jensen gør fremskridt på hospitalet i Moskva efter sit uhyggelige uheld i VM-kampen mod Schweiz, hvor han blev slået bevidstløs og lå livløs på isen i halvandet minut.

Jensen fik en kraftig hjernerystelse, da han blev tacklet hårdt op ad banden, men ifølge landsholdslæge Henrik Ømark har han haft en god nat og ikke oplevet problemer med hovedet siden sin indlæggelse.

- Hans hjerne er blevet rystet godt og grundigt, og han har fået et ordentlig skrald. Det vigtigste er observationsfasen, hvilket vil sige de kommende 12 timer.

- Her holder man øje med, om der er indre blødninger, men det er der ikke noget, der tyder på. Hvis han i øvrigt har det godt, må han gerne flyve hjem, siger Henrik Ømark.

Det er ikke første gang, Jesper B. Jensen bliver ramt af en hovedskade i forbindelse med en ishockeykamp.

I 2010 blev han som 18-årig udsat for en tilsvarende voldsom oplevelse i en ligakamp for Rødovre, og to år senere var den gal igen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at han nu får endnu en hjernerystelse. Men med en god rekonvalescens og en rolig periode hen over sommeren, har han alle muligheder for at komme sig helt, siger Henrik Ømark.

- Men det er jo ikke godt, for der en tendens til, at hjernen tager længere tid om at hele, når det er anden eller tredje gang, det sker. Det allervigtigste er nu, at hjernen får fred og ro til at reparere sig selv, for der er ikke andre, der kan reparere den.

- Gør man det på en fornuftig måde, så har det en rimelig god prognose, siger landsholdslægen.

Jesper B. Jensen kommer naturligvis ikke til at spille mere ved VM, hvor han inden sit uheld var blandt Danmarks mest markante spillere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.