Det danske U20-landshold i ishockey var mandag tæt på at hente sin første sejr ved VM i Canada, men det endte med nederlag i overtid på 3-4 til Tjekkiet.
En sejr kunne ellers have sendt Danmark i kvartfinalen og sikret fortsat ophold i A-gruppen, men nu risikerer Danmark at skulle ud i en nedrykningskamp.
Danskerne førte to gange undervejs, men det skal tilføjes, at tjekkerne var det bedste hold i store perioder.
Danmark fik en perfekt start på kampen, da Mads Eller allerede efter fire minutter sørgede for dansk føring.
Men tjekkerne dominerede skudstatistikken klart i første periode og kunne bringe balance på et tidspunkt, hvor netop Mads Eller sad i straffeboksen.
I anden periode var det Tjekkiets tur til at komme foran, men trods fortsat tjekkisk dominans sørgede Oliver Bjørkstrand for 2-2 i en powerplay-situation.
Mathias Asperup sendte Danmark på vinderkurs seks minutter inde i tredje periode, men tjekkerne tvang kampen ud i overtid med udligningen til 3-3 bare tre minutter før tid.
Her blev det altså til tjekkisk sejr, som betyder, at både Tjekkiet og Danmark har to point for tre kampe i gruppespillet. Tjekkiet er bedst indbyrdes.
Danmark spiller sin sidste gruppekamp tirsdag mod Schweiz, og her skal holdet have point for at undgå sidstepladsen.
/ritzau/