De seneste to års danske ishockeymestre har nu overvundet første forhindring mod en tredje titel i træk.
Sønderjyske vandt søndag hjemme i Vojens med 8-0 over Rødovre i den femte kamp i kvartfinaleserien. Dermed vandt sønderjyderne samlet med 4-1 i kampe.
Kim Lykkeskov, som ikke tidligere havde scoret i kvartfinaleserien, scorede tre af målene.
Søndagens sejr blev dog først og fremmest grundlagt i slutningen af anden periode, hvor hjemmeholdet scorede tre mål på 61 sekunder.
Efter en målløs første periode med højspændt stemning blandt de godt og vel 3000 tilskuere kom Sønderjyske foran 1-0 efter 32 minutters spil. Scoringen stod Anders Overmark for.
To minutter før anden periode var forbi, øgede Nick Dineen til 2-0 og bare 24 sekunder senere måtte Rødovres landsholdsmålmand Sebastian Dahm grave pucken ud af nettet igen.
Kim Lykkeskov stod for den scoring til 3-0. Og så gik der altså kun 39 sekunder, før Rødovres sammenbrud var totalt. Warren Peters øgede til 4-0.
Periodepausen kunne ikke rette op på kampbilledet. Rødovre-træner Jesper Duus tog målmand Sebastian Dahm ud og erstattede ham med den unge Frederik Jakobsen.
Den unge målmand var imidlertid ikke mere heldig med at stoppe hjemmeholdet.
Thomas Spelling, to gange Kim Lykkeskov og Steffen Frank stod for de fire Sønderjyske-scoringer i tredje periode.
Rødovre havde fortjent bedre indtil kampens første halve time, men fire hurtige scoringer beseglede københavnernes skæbne i slutningen af anden periode.
Dermed følger Sønderjyske Esbjerg og Frederikshavn til semifinalerne.
Esbjerg kvalificerede sig i fredags. Frederikshavn gjorde det tidligere søndag med en sejr på 4-3 over Aalborg efter overtid. En spændende kamp, hvor Frederikshavn førte 3-0 og blev indhentet i slutminutterne, men alligevel hev stikket hjem 33 sekunder inde i overtiden.
Adam Miller scorede overtidsmålet, som udløste jubel i Frederikshavn.
Den fjerde semifinalist bliver Rungsted eller Herning. Rungsted fører 3-2 i kampe efter Herning-sejr på 4-1 søndag. De to hold mødes i sjette kamp i Hørsholm på tirsdag. Herning skal vinde for at tvinge serien ud i en syvende og afgørende kamp.
/ritzau/