Ishockey: Landsholdets anfører vender hjem til Rungsted
Morten Green har efter 16 år i udlandet valgt at vende tilbage til dansk ishockey.


Efter 16 år i udlandet vender ishockeyspilleren Morten Green hjem til barndomsklubben Rungsted.

Landsholdets anfører glæder sig til et gensyn med klubben.

- Vi har snakket sammen siden marts, og begge parter har vist stor vilje til det her. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme hjem. Det her var både min og min families førsteprioritet, siger Morten Green til Rungsteds facebook-side.

- Vi kunne havde valgt andre klubber både i udlandet og andre klubber i Danmark, men klubben har arbejdet på det her i to til to en halv måned, så jeg er utroligt glad for, at vi er blevet enige.

- Det betyder også meget, at det er Per Holten Møller og Olaf Eller, der er trænere for holdet. Det er to personer, som jeg kender virkelig godt, og med dem som trænere ved man, at det bliver kørt på en professionel vis, siger den 34-årige veteran.

Morten Green forlod Rungsted i 1999 for at tage til Leksand i Sverige.

Siden har han spillet for flere klubber i Sverige og Tyskland, senest Schwenninger Wild Wings.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.