Ishockey: Herning sender Rungsted ud med kneben sejr
Rungsted pressede favoritten, men til sidst gik Herning videre med en sejr på 2-1 i den afgørende kamp.
Herning Blue Fox besejrede Rungsted ishockey.
Herning Blue Fox besejrede Rungsted ishockey. Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Sensationen blev afværget, da Herning Blue Fox og Rungsted Ishockey fredag aften mødtes i den syvende og afgørende kamp i DM-kvartfinalerne.

Hjemmeholdet, Herning, vandt med 2-1 og går dermed videre til semifinalerne med samlet 4-3 i kampe.

Henrik Eriksson blev matchvinder, da han syv minutter inde i tredje periode stod helt umarkeret tæt på mål.

Tidligere i tredje periode havde Nicolai Weichel udlignet til 1-1 for Rungsted.

Efter en målløs første periode kom der gang i målscoringen, da Brad Scheel bragte Herning foran cirka fem minutter inde i anden periode.

Efter Hernings 2-1-scoring var Rungsted tæt på at udligne, men overliggeren stod i vejen fire minutter før tid.

Herning vandt grundspillet og fik dermed mulighed for at vælge kvartfinalemodstander som det første hold.

Valget faldt på Rungsted, der blev nummer syv i grundspillet.

Rungsted dominerede meget overraskende i de første kampe mod Herning og var foran 3-1 i kampe, før favoritterne vågnede op.

Herning valgte efter sejren over Rungsted at møde Esbjerg Energy i semifinalen.

- I en serie, hvor der spilles bedst af syv, tror vi på, vi har en bedre chance imod Esbjerg Energy, end vi har imod Frederikshavn, siger Herning-direktør Torben Skovsgaard ifølge sporten.tv2.dk.

Den anden semifinale står mellem Frederikshavn White Hawks og Sønderjyskes forsvarende mestre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.