Ishockey: Frederikshavn indhenter Aalborg-føring igen
For anden dag i træk vandt Frederikshavn White Hawks over Aalborg Pirates i Metal Ligaen i ishockey.
Frederikshavn White Hawks vandt for anden gang på to dage over Aalborg Pirates. (arkivfoto)
Frederikshavn White Hawks vandt for anden gang på to dage over Aalborg Pirates. (arkivfoto) Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Sæsonen i Metal Ligaen i ishockey er kun to dage gammel, men Frederikshavn White Hawks kan allerede prale at have etableret en solid håneret mod de nordjyske rivaler, Aalborg Pirates.

Lørdag aften sejrede Frederikshavn 3-1 på hjemmebane over Aalborg, og dermed fulgte sejrherrerne op på fredagens 6-4-sejr ude over samme klub.

Olle Liss bragte Aalborg Pirates foran 1-0 i første periode, og han blev assisteret af den tidligere Frederikshavn-spiller Nicolai Meyer.

Sidstnævnte skiftede fra Frederikshavn til Aalborg før denne sæson, og fredag lavede han hattrick i første periode, men Aalborg formøblede senere en 4-1-føring mod frederikshavnerne.

Gæsternes føring holdt frem til syv minutter før udløbet af anden periode, hvor Robin Bergman udlignede for Frederikshavn.

Og så slog hjemmeholdet - præcis som i kampen i Aalborg - til i tredje periode.

Efter seks minutter af perioden scorede Adam Miller til 2-1, og 19 sekunder før tid cementerede Jacob Dahlström sejren.

På det tidspunkt havde Aalborg Pirates taget målmand Marcus Lundell ud og erstattet ham med en ekstra markspiller.

Frederikshavn White Hawks fører Metal Ligaen med seks point for to kampe, mens Aalborg Pirates fortsat er uden point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.