Ishockey: Esbjerg leverer flot comeback mod Herning
Herning Blue Fox førte med 5-2, men tabte 5-6 hjemme til Esbjerg Energy i DM-semifinaleserien.
Herning og Esbjerg leverede en målrig DM-semifinale søndag.
Herning og Esbjerg leverede en målrig DM-semifinale søndag. Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Esbjerg Energy spillede sig søndag et skridt nærmere DM-finalen i ishockey med en flot sejr på 6-5 ude over Herning Blue Fox.

Sejren blev sikret med et hurtigt mål i en ekstra periode, efter at stillingen var 5-5 efter de tre første perioder.

Med sejren fører Esbjerg-holdet semifinaleserien med 2-1 i kampe efter to sejre i træk. Det første mandskab til at vinde fire kampe avancerer til finalen.

Herning Blue Fox, som var tæt på at ryge ud til Rungsted i kvartfinalen, førte ellers med 5-2 i tredje periode og lignede en sikker vinder af søndagens kamp.

Men Esbjerg kæmpede sig flot tilbage og fremtvang en fjerde og ekstra periode med 5-5-scoringen 1,12 minutter før tid i tredje periode.

De regerende mestre fra Sønderjyske er godt på vej mod finalen efter søndagens 5-3-hjemmesejr over Frederikshavn White Hawks. Sønderjyske fører serien med 3-0 i kampe og mangler altså kun en sejr mere.

De næste semifinalekampe spilles 24. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.