Den stort anlagte turnering World Cup of Hockey med deltagelse af sportens største stjerner blev åbnet med stærk dansk signatur.
I en højst overraskende triumf sejrede Team Europe over USA i første kamp med 3-0, og begge danske islæt hos sejrherrerne, Frans Nielsen og Jannik Hansen, stod bag en assist.
Frans Nielsen var oplægger til Marian Gaboriks føringsmål i første periode, mens Jannik Hansen assisterede franskmanden Pierre-Edouard Bellemares ved 3-0-målet i anden periode.
Amerikanerne med stjerner som Patrick Kane, Jonathan Quick, James van Riemsdyk, Ryan Kesler og Joe Pavelski dominerede spillemæssigt og vandt skudstatistikken med hele 35-17. Foran mål var europæerne dog skarpest.
Mikkel Bødker er også en del af Team Europe, men han var henvist til tilskuerpladserne i kampen.
World Cup of Hockey er en prestigefyldt turnering med deltagelse af verdens seks største hockeynationer: Canada, Tjekkiet, Finland, Rusland, Sverige og USA.
Derudover deltager Team Europe, som er de bedste europæiske spillere uden for de deltagende nationer, samt et nordamerikansk U23-mandskab.
Turneringen afvikles af organisationen bag NHL, og med spilletermin før NHL-sæsonen er hele paraden af stjerner med modsat ved Den Internationale Ishockeyunions officielle VM, som ligger midt i NHL-sæsonen.
World Cup of Hockey er en udløber af Canada Cup, som opstod i 1976 og løb frem til 1991.
I 1996 blev World Cup of Hockey så en realitet med den første turnering. Den blev spillet anden gang i 2004, og årets udgave er således blot den tredje i turneringens historie.
Turneringen bliver herefter permanent afviklet hvert fjerde år, så den næste turnering bliver i 2020.
USA vandt turneringen i 1996. Canada tog pokalen i 2004.
Canada åbnede årets turnering med en storsejr på 6-0 over Tjekkiet.
/ritzau/