IS stener homoseksuelle til døde
Homoseksualitet blev brugt som påskud for at stene to modstandere. Det samme sker med påståede utro kvinder.
To mænd mistede tirsdag livet i Syrien, da de blev stenet til døde af Islamisk Stat.
To mænd mistede tirsdag livet i Syrien, da de blev stenet til døde af Islamisk Stat. Foto: Uncredited/AP


Den jihadistiske gruppe Islamisk Stat har tirsdag stenet to mænd til døde i Syrien efter at have beskyldt dem for at være homoseksuelle, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Det er jihadisternes første kendte drab på påståede homoseksuelle.

- IS har tirsdag stenet en mand til døde, en mand, som ifølge gruppen er homoseksuel, siger observatoriet og tilføjer, at ofret er omkring 20 år.

Han blev dræbt i Mayadeen i den østligt beliggende provins Deir Ezzor, tæt på grænsen til Irak.

Det britisk baserede observatorium siger, at IS hævder, at det har fundet videoer på mandens mobiltelefon, som viser, at han udøver uanstændige handlinger med mænd.

I en anden hændelse tirsdag blev en 18-årig mand også stenet til døde i selve byen Deir Ezzor, efter at en gruppe havde sagt, at han var bøsse, oplyser observatoriet, som indsamler oplysninger om krigens gang i Syrien.

Aktivister noterer sig på sociale medier, at de døde mænd var modstandere af IS, og at gruppen havde benyttet beskyldningerne som et påskud for at kunne dræbe dem.

FN har tidligere på måneden sagt, at IS har udført adskillige likvideringer i Syrien ved at stene kvinder, som beskyldes for utroskab.

Jihadisterne udråbte et kalifat i juni efter at have erobret store landområder i Irak og Syrien.

Aktivister siger, at IS udfører regulære offentlige henrettelser, ofte ved at skære halsen over på folk, i de områder, som jihadisterne kontrollerer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.