IS-selvmordsbomber i Kabul trænger ind i moské og dræber
En moské for shiamuslimer i Afghanistans hovedstad er mandag blevet udsat for et blodigt angreb.
Ifølge FN er 32 omkommet i angreb på moské i Kabul. Flere af de dræbte er børn ifølge verdensorganisationen.
Ifølge FN er 32 omkommet i angreb på moské i Kabul. Flere af de dræbte er børn ifølge verdensorganisationen. Foto: Wakil Kohsar/AFP


Omkring 30 personer er mandag blevet dræbt i et selvmordsangreb på en shiamuslimsk moské i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Islamisk Stat tager skylden for angrebet via nyhedsbureauet Amaq.

Foruden de omkomne er 35 personer blevet såret, oplyser Fraidoon Obaidi fra kriminalpolitiet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Eksplosionen fandt angiveligt sted inde i moskéen, hvor en selvmordsbomber skulle være trængt ind, mens folk forberedte sig på bøn.

Ifølge politiet er der børn blandt de omkomne.

- Vi kan endnu ikke fastslå, om der var kvinder i moskéen, da selvmordsbomberen sprængte sig selv i luften, siger Fraidoon Obaidi ifølge dpa.

FN opgiver dødstallet til 32. Flere end 50 er såret ifølge verdensorganisationen - heriblandt børn.

Landets særlige topembedsmand, Abdullah Abdullah, kalder mandagens angreb for en "krigsforbrydelse".

Redningsmandskab rykkede ud til stedet og fragtede tilskadekomne til hospitaler i området.

Ifølge det afghanske medie Tolo News har den militante gruppe Taliban tidligere mandag afvist skyld i angrebet.

Der var mange mennesker i moskéen, da eksplosionen skete.

De var samlet for at markere afslutningen på den shiamuslimske Arbaeen-højtidelighed. Den falder 40 dage efter den store Ashura-festival, hvor man mindes profeten Muhammeds barnebarn Hussein, der blev dræbt i det syvende århundrede.

For shiamuslimer er højtiden et symbol på deres kamp mod undertrykkelse.

Afghanistan har ikke oplevet sekterisk vold i samme grad som mange andre lande i Mellemøsten, skriver Reuters.

Men mandagens angreb understreger ifølge nyhedsbureauet risikoen for, at etniske spændinger kan gøre landets langvarige krise endnu mere kompleks.

I juli blev flere end 80 personer dræbt i et angreb på primært shiamuslimske demonstranter. Dengang tog den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat skylden. Gruppen står for en radikal form for den anden store - og største - gren af islam, sunnisme.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.