IS får rebet til at stramme om Iraks tidligere leder
Den tidligere premierminister i Irak, Nuri al-Malaki, under anklage for at være skyld i nederlaget ved Mosul.


Et udvalg nedsat af Iraks parlament anbefaler, at tidligere premierminister Nuri al-Maliki og op mod 30 andre politiske og militære ledere skal stilles for en domstol for at fastslå, hvem der har ansvar for, at byen Mosul er faldet til Islamisk Stat.

Sigtelsen mod Maliki, der fortsat er en magtfuld politiker og aktør i Iraks komplicerede politiske landskab, og andre højtstående personer kommer en uge efter, at premierminister Haider al-Abadi iværksatte en omfattende kampagne mod korruption og elendig regeringsførelse.

Abadi har konstateret, at korruption og dårlig ledelse har gjort landet næsten umuligt at regere.

Udvalget, der anbefaler at gå rettens vej, er nedsat af det irakiske parlament.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har fået indblik i rapporten samt fået rapportens konklusion bekræftet af tre af medlemmerne i udvalget.

- Ingen står over loven og pligten til at stå til regnskab over for folket. Domstolsmyndighederne vil straffe lovovertrædere, siger parlamentsformand Saleem al-Jabouri efter at have modtaget rapporten,

Ud over al-Maliki retter rapporten også anklager mod den tidligere guvernør for Mosul Atheel al-Nujaifi, den tidligere forsvarsminister Sadoun al-Dulaimi, politichefen i Mosul Khalid al-Hamdani, den tidligere militære leder i Nineveh-provins, hvor Mosul ligger, Mahdi al-Gharrawi og den tidligere irakiske hærchef Babakir Zebari.

Der er ikke tidligere givet nogen officiel begrundelse for, hvorfor storbyen Mosul blev tabt til IS, eller hvem der gav ordren til retræte.

Men Mosuls fald styrkede IS betragteligt og gjorde det muligt for de militante islamister at strømme hen over grænsen fra Syrien og erobre store dele af det nordlige og centrale Irak i løbet af sommeren 2014.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.