IS bekræfter topleders død og kalder til hellig krig
Amerikanerne bør ikke juble over topleders død, for hans efterkommere vil gøre skade på USA, siger talsmand.
Islamisk Stat bekræfter, at en topleder i den ekstremistiske gruppe blev dræbt under et amerikansk luftangreb i august.
Islamisk Stat bekræfter, at en topleder i den ekstremistiske gruppe blev dræbt under et amerikansk luftangreb i august. Foto: Jake Simkin/Arkivfoto/AP/AP


Islamisk Stat bekræfter, at en af den ekstremistiske gruppes øverste ledere blev dræbt under et amerikansk luftangreb i august.

- Amerika jubler over drabet på Abu Mutaz al-Qurashi og betragter det som en stor sejr, siger Abu Mohamed al-Adnani, som er talsmand for Islamisk Stat (IS), i en lydfil på en jihadistisk hjemmeside.

- Jeg vil ikke sørge over ham, hvis eneste ønske var at dø i Allahs navn. Han har opdraget mænd og efterladt sig helte, som - om gud vil - kommer til at gøre skade på Amerika.

Talsmanden siger ikke noget om, hvordan Abu Mutaz al-Qurashi døde.

Det Hvide Hus meddelte imidlertid 22. august, at den næstkommanderende, hvis rigtige navn er Fadhil Ahmad al-Hayali, blev dræbt fire dage tidligere i et amerikansk luftangreb nær den irakiske by Mosul.

USA oplyste, at luftangrebet ramte et køretøj, og bombningen dræbte ligeledes en anden IS-mand kendt under navnet Abu Abdullah.

Fadhil Ahmad al-Hayali er angiveligt en tidligere irakisk officer fra Saddam Husseins styre.

Den islamistiske gruppe opfordrer via talsmanden al-Adnani muslimer over hele verden til at gå i hellig krig mod Rusland og USA på grund af de to landes "korstog" i Mellemøsten.

USA og Rusland kaster bomber mod IS i Syrien, og amerikanerne bekæmper også gruppen i nabolandet Irak sammen med Danmark og flere andre lande.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.