Irsk teaterdirektør trækker stikket
Mick Gordon stopper som teaterdirektør efter 2,5 år på posten i smilets by.
Mick Gordon trækker sig fra jobbet som direktør for Aarhus Teater.
Mick Gordon trækker sig fra jobbet som direktør for Aarhus Teater. Foto: JAN DAGØ/POLFOTO


Det blev kort tid, den irske teaterdirektør Mick Gordon besatte posten som direktør for Aarhus Teater.

Efter små to et halvt år meddeler Aarhus Teater nu, at han stopper på posten af familiære årsager.

- Det er blevet klart for min kone og mig, at vi får brug for hjælp fra familie og venner til fødslen af vores andet barn, og min fars forværrede helbred betyder også, at det er vigtigt for mig at rejse hjem til Irland, siger Mick Gordon i en pressemeddelelse.

Han stopper med øjeblikkelig virkning og erstattes af chefdramaturg på teatret Trine Holm Thomsen, der konstitueres som ny direktør med øjeblikkelig virkning.

42-årige Mick Gordon har siden 2012 kørt et parforløb med direktør Henning Kjærsgaard.

De to direktører har formået at vende et millionunderskud til overskud og har haft succes med at trække flere folk i teatret.

Mick Gordon tager afsked med teatret ved udgangen af april, men håber at kunne instruere for teatret igen.

- Jeg vil naturligvis komme til Aarhus for at sige farvel til venner og kolleger, ligesom jeg håber - hvis min fars helbred tillader det - at kunne instruere næste sæsons familieforestilling, siger han i pressemeddelelsen.

Mick Gordon overtog posten fra svenske Stefan Larsson og havde før sin direktørstilling tæt kontakt med teatret.

I 2011 instruerede han forestillingen "Sweeney Todd", og i foråret 2012 stod han i spidsen for den anmelderroste opsætning af "Gengangerne".

Siden han satte sig i chefstolen har Mick Gordon instrueret forestillingerne "Dans under høstmånen" og "Besøget".

I sin tid som direktør har Mick Gordon forsøgt sig med mere ny dramatik på teatret efter en strategi om at gøre teatret til hjemsted for nye danske skuespilforfattere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.