Irsk OL-boss samarbejdede med hjemmeside om billetfusk
Det irske IOC-medlem Patrick Hickey har angiveligt haft planer om at tjene millioner på at sælge OL-billetter.


Brasiliansk politi har fundet en række mails mellem irske Patrick Hickey, der er et højtstående medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), og en britisk billethjemmeside.

Ifølge politiet er hjemmesiden hjernen bag et større videresalg af OL-billetter, skriver nyhedsbureauet Reuters. De udvekslede mails viser, at Hickey og den britiske hjemmeside i fællesskab planlagde salget af OL-billetter.

Gevinsten lød potentielt på 20 millioner danske kroner.

- De havde flere forskellige kontrakter, lyder det fra Aloysio Falcao, der er en af de mange brasilianske politifolk, der er sat på sagen, skriver Reuters.

Politiets mails viser blandt andet, at Patrick Hickey har skrevet til den britiske hjemmeside, at de må "bruge dem alle" - angiveligt med henvisning til OL-billetterne, som Hickey ulovligt forsøgte at videresælge.

Billetterne var oprindeligt tiltænkt venner og slægtninge.

Patrick Hickey blev allerede i sidste uge anholdt og fængslet i Brasilien. Det skete på baggrund af politiets mistanke om hans forbindelse til sortbørshandlere.

Efterfølgende har 71-årige Hickey annonceret sin foreløbige afgang fra sit IOC-job og andre højtstående stillinger, han har inden for IOC.

Tre øvrige medlemmer af Irlands Olympiske Komité er også blevet anholdt i sagen og har samtidig fået inddraget deres pas, så de ikke kan forlade Brasilien.

De tre sidder - i modsætning til Patrick Hickey - dog ikke indespærret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.