Irriteret DF: Hvad med østarbejderne, Løkke?
Statsministeren opstiller fire vigtige målsætninger for regeringen. DF mangler en indsats mod østarbejdere.
DF's Søren Espersen savner en indsats mod østarbejdere i Danmark.
DF's Søren Espersen savner en indsats mod østarbejdere i Danmark. Foto: Nils Meilvang/arkiv/Scanpix


Hos blå bloks største parti ser man fine takter i de fire målsætninger, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overfor flere medier kalder de vigtigste i sin regeringsperiode.

Dansk Folkepartis (DF) næstformand, Søren Espersen, savner dog flere punkter end de fire, som statsministeren nævner.

- De fire ting er da gode nok. Det kan man jo ikke rigtig være uenig i, men jeg savner kampen mod østarbejderne, der tager arbejdspladser fra danskere, siger han og nævner blandt andet transportbranchen, der har mange østeuropæiske medarbejdere.

- Det er slet ikke nævnt, og det er rigtig ærgerligt.

Til DR Nyheder siger Søren Espersen, at Venstre var meget mere opmærksom på området under valgkampen og sidste års Europa-Parlamentsvalg.

- Det virker som om, Venstre helt har glemt det, og det er et svigt fra partiets side. Hvis vi skal have gjort noget ved østarbejderproblemet, kræver det, at Venstre tør at tage kampen med EU, siger Søren Espersen, der også er skuffet over, at Lars Løkke Rasmussen "overhovedet ikke nævner EU-problematikken".

Lars Løkke Rasmussen fortæller, at regeringen skal måles på, om flere forsørger sig selv frem for at modtage ydelser eller anden offentlig forsørgelse. Ligeledes skal der skabes flere private job, end der bliver gjort i dag.

Derudover skal sundheds- og ældreområdet forbedres, og antallet af asylansøgninger skal falde.

- Man kan jo ikke være utilfreds med de fire punkter, og jeg glæder mig da over, at kernevelfærden skal forbedres, for det er jo noget, vi har bedt om, siger Søren Espersen.

Direkte adspurgt, hvordan DF forholder sig til statsministerens udtalelse om, at de private arbejdspladser er forudsætningen for velfærd, svarer næstformanden:

- Det er jeg helt enig i. Det er jo altid det private erhvervsliv, der skal skaffe velfærden, så jeg kan godt se, hvad han mener.

I interviewene med Løkke sætter statsministeren ingen konkrete tal på de fire målsætninger, men det ser Søren Espersen ingen problemer i.

- Det er fint nok, at man har en kurs. Tal og mere konkrete ting kommer jo, når vi skal forhandle finanslov. Det er fint, han siger, hvilke veje han vil gå, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.