Irland lukker omstridt skattehul
Multinationale selskaber som Apple og Google kan dog nyde godt af de irske skattefordele frem til 2020.
Den irske regering lægger op til at lukke et omstridt skattehul, som multinationale selskaber som eksempelvis Google nyder godt af. (AP Photo/Marcio Jose Sanchez)
Den irske regering lægger op til at lukke et omstridt skattehul, som multinationale selskaber som eksempelvis Google nyder godt af. (AP Photo/Marcio Jose Sanchez) Foto: Marcio Jose Sanchez/AP


Irland lover tirsdag at gøre op med et omstridt skattehul, der eksempelvis gør det fordelagtigt for multinationale selskaber som Apple, Google og Amazon at lægge overskud af deres aktiviteter i landet.

Irlands finansminister Michael Noonan siger således i forbindelse med fremlæggelsen af næste års finanslov, at det såkaldte "dobbelte irske-system", som giver mulighed for at flytte overskud fra et land til et andet, hvor beskatningen er lavere, vil bliver opgivet til næste år.

Det gælder dog kun for nye selskaber. Virksomheder som Apple og Google, der allerede drager fordel af ordningen, kan se frem til, at de kan bruge det "dobbelte irske-systemet" frem til 2020.

- Jeg afskaffer virksomhedernes mulighed til at bruge "dobbelt irsk" ved at ændre på vores regler. Alle virksomheder i Irland skal også være skattemæssig hjemhørende i Irland, siger Michael Noonan.

EU bad i sidste måned Irland om flere oplysninger om de skatteaftaler, som landet har indgået med den amerikanske it-gigant Apple i 1991 og igen i 2007.

EU's afgående spanske konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, oplyste, at en indledende undersøgelse i sagen viste, at Apple muligvis har fået en ulovlig skattefordel siden 1991, og at der kan blive tale om, at selskabet skal betale milliarder af euro tilbage.

Desuden kører der også sager mod Google, og sagerne ventes at havne på danske Margrethe Vestagers bord, når hun formodentlig tiltræder posten som EU's konkurrencekommissær, hvilket formentlig stadig vil ske senere på året.

Apple og andre giganter som eksempelvis Google og Amazon er under stadig større pres fra politikere på grund af selskabernes skattetænkning. Kritikere mener, at giganterne flytter deres milliardstore overskud fra lande med højt skattetryk til lande, der opkræver mindre i skat.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.