Iransk journalist hopper af i Schweiz under atomsnak
Schweiziske myndigheder vil ikke bekræfte ansøgning om asyl, som fremføres i iranske medier.
En iransk journalist forsøger at opnå politisk asyl i Schweiz, hvor han er udsendt som journalist for at dække atomforhandlinger.
En iransk journalist forsøger at opnå politisk asyl i Schweiz, hvor han er udsendt som journalist for at dække atomforhandlinger. Foto: Colourbox/free


En iransk journalist, som tidligere har arbejdet som medierådgiver for præsident Hassan Rouhani, har søgt politisk asyl i Schweiz, hvor han var udsendt for at dække de igangværende atomforhandlinger.

Det iranske nyhedsmedie Tabnak skriver om journalisten Amir Hossein Motaghi, at han bistod Rouhani, da præsidenten vandt en jordskredssejr ved valget i 2013.

Ifølge den britiske avis Daily Telegraph skal Motaghi have sagt, at han kun må skrive, hvad "han får besked på."

- Min samvittighed forbyder mig at fortsætte på denne måde, siger han til det iranske oppositionsmedie IraneFarda, som har base i London.

Schweiziske myndigheder har afvist at kommentere, om journalisten har søgt asyl.

- Af hensyn til beskyttelsen af private oplysninger giver vi aldrig informationer om personsager, siger en talskvinde for de schweiziske migrationsmyndigheder.

Amir Hossein Motaghi var rejst til Lausanne for at dække de igangværende atomforhandlinger mellem Iran og de seks stormagter i gruppen P5+1.

Han skulle rapportere for en iransk studenterforening for korrespondenter, ISCA, og de iranske myndigheder oplyser, at det arbejdsforhold er afsluttet.

- Efter forlydender om den pågældendes ansøgning om asyl har ISCA informeret det iranske udenrigsministerium, at foreningen har brudt alle forbindelser til denne person, skriver Irans udenrigsministerium i en skriftlig meddelelse.

Tirsdag aften er der frist for en politisk ramme til en atomaftale, og forhandlingerne har denne gang stået på i mere end et år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.