Iransk firma kræver penge af Mærsk
Hos Mærsk har man endnu ikke officielt fået bekræftet, at man skylder et iransk firma 3,6 millioner dollar.
Mærsk har endnu ikke bekræftet officielt, om selskabet skylder et iransk firma penge.
Mærsk har endnu ikke bekræftet officielt, om selskabet skylder et iransk firma penge. Foto: Colourbox/free


Meget tyder på, at Mærsk er blevet dømt af retten i Iran til at skulle betale 3,6 millioner dollar til et iransk firma, og at det skulle være grunden til, at skibet Maersk Tigris tirsdag blev beslaglagt af iranske myndigheder.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Mærsk.

Beløbet kommer som en overraskelse hos rederikoncernen, der indtil torsdag ikke vidste noget om det formodede gældsbeløb på 3,6 millioner dollar. Ifølge Maersk Lines pressemedarbejder, Michael Storgaard, savner man nogle helt klare svar i sagen.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. Vi er i kontakt med iranske myndigheder og forsøger at få fat i en kendelse og retsdokumenter, der kan bekræfte, hvordan situationen er, siger han til Ritzau.

Beløbet stammer fra en gammel gældssag mellem Mærsk og et iransk firma.

- Vi må formode, at beslaglæggelsen af Maersk Tigris er relateret til en gammel fragt-sag fra 2005. Vi har dog ikke nogen officiel bekræftelse på, at beslaglæggelsen og fragt-sagen har nogen sammenhæng, lyder det fra Mærsk i pressemeddelelsen.

Fragt-sagen går helt tilbage til januar 2005, hvor Mærsk sejlede 10 containere til Dubai på vegne af et iransk selskab. Containerne blev aldrig afhentet i havnen af nogen af parterne, og lokale myndigheder beslaglagde efter 90 dage lasten.

Det fik det iranske firma til at sagsøge Mærsk, og 18. februar 2015 blev Mærsk dømt til at skulle betale 136.000 dollar.

Det var dog ikke godt nok for det iranske firma, der ville have endnu flere penge fra Mærsk. Og nu tyder meget altså på, at de har fået rettens ord for, at Mærsk skal betale 3,6 millioner dollar som erstatning for den mistede fragt tilbage i 2005.

Onsdag aften oplyste den iranske ambassade i Danmark i en pressemeddelelse, at skibet, der bliver holdt tilbage i Iran, får lov til at sejle videre, når der er styr på gældssituationen mellem Mærsk og det iranske firma.

Det beslaglagte skib hedder Maersk Tigris og er lejet af Mærsk. Shippingselskabet Rickmers Shipmanagement står for driften af skibet, der ifølge Reuters ejes af en række unavngivne private investorer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.