Irans præsident sløjfer Europa-besøg efter Belgien-bomber
Østrig mener, at bekymringer for sikkerheden, der får Hassan Rouhani til at udskyde et planlagt besøg.


Irans præsident har udsat et planlagt besøg denne uge til Østrig på grund af bekymring for sikkerheden, oplyser Østrigs præsidentkontor.

En østrigsk embedsmand oplyser til nyhedsbureauet dpa, at Hassan Rouhanis beslutning formentlig er truffet som konsekvens af de koordinerede angreb i Bruxelles før påske.

Angrebene i Belgien har ført til, at flere lande har hævet trusselsniveauet.

Ifølge den anonyme diplomat, som det tyske nyhedsbureau har talt med, havde Østrig garanteret for Rouhanis sikkerhed.

Den iranske præsident skulle være landet i Wien torsdag. Han skulle ifølge planen have holdt møde med den østrigske præsident, Heinz Fischer, og andre politikere i landet.

Hassan Rouhani har med kort varsel også udsat en rejse til Bagdad - også af sikkerhedsgrunde.

Den rejse var planlagt fra påskesøndag til tirsdag 29. marts, altså før den planlagte tur til Europa.

Irans præsident har siden en international atomaftale sidste sommer blev indgået med verdens stormagter haft travlt med at mødes med politiske ledere. Mest i hjemlandet, men også i udlandet.

Aftalen skal sikre, at Iran ikke kan udvikle atomvåben, hvilket iranerne hele tiden har nægtet at have forsøgt på. Til gengæld hæves internationale sanktioner mod landet.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.