Iran og stormagter nærmer sig historisk atomaftale
Seks stormagter og Iran kan være ganske tæt på at løse en 13 år lang krise om iranernes atomprogram.


Der er stigende forventninger om, at en omfattende og langsigtet aftale om Irans atomprogram inden længe vil blive annonceret i Wien.

Iran og de såkaldte P5+1-lande sigter mod en aftale, der skal lette det internationale samfunds sanktioner mod Teheran. Til gengæld skal landet begrænse sit atomprogram.

- Der bør ikke være nogen udvidelse af fristen for en aftale, siger den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif.

- Men vi kan fortsætte forhandlingerne, så længe det er nødvendigt, siger han ifølge nyhedsbureauet Fars.

Diplomater tæt på forhandlingerne, der føres mellem stormagterne Storbritannien, Kina, Frankrig, Tyskland, Rusland og USA på den ene side og Iran på den anden, siger, at der allerede er forberedt en ceremoni mandag, hvis aftalen skulle falde på plads.

Fra den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, er meldingen, at der i løbet af eftermiddagen vil komme en form for udtalelse i forbindelse med atomforhandlingerne.

Også Irans præsident, Hassan Rouhani, erklærer, at han i løbet af aftenen vil tale til nationen, skriver nyhedsbureauet AFP.

En række vestlige lande har i årevis haft en bekymring for, at Iran i hemmelighed er ved at udvikle atomvåben. Iran selv fastholder, at landets atomprogram udelukkende har fredelige formål og først og fremmest har til formål at udvikle energi.

P5+1-gruppen, som består af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd plus Tyskland, har sat en deadline for en aftale med Iran til mandag klokken 24.

Hvis aftalen ikke landes inden da, kan stormagterne endnu engang se sig nødsaget til at forlænge en midlertidig aftale med styret i Teheran. En aftale, der allerede er blevet forlænget tre gange i løbet af to uger.

En anden mulighed er at forlade forhandlingerne, hvilket både iranerne og amerikanerne har erklæret, at de er klar til at gøre.

Alternativt kan parterne suspendere forhandlingerne i et par uger eller måneder, hvilket iranerne dog allerede har afvist.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.