Iran og Rusland tror på aftale om atomprogram
Der er enighed om "alle centrale punkter" i atom-forhandlingerne, siger russisk minister. Diplomater afviser.
Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov er optimistisk efter forhandlingerne med Iran om atomprogram.
Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov er optimistisk efter forhandlingerne med Iran om atomprogram. Foto: Brendan Smialowski/AP


En aftale om Irans atomprogram synes tættere og tættere på, efter at flere repræsentanter fra forhandlingerne melder om positive takter.

Den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, siger natten til onsdag dansk tid, at der er gjort "store fremskridt", og at håbet er at have en "konklusion" på forhandlingerne klar onsdag i løbet af dagen.

- Vi har haft nogle meget positive samtaler med forhandlingsparterne. Vi håber at kunne begynde at skitsere en tekst onsdag, siger Zarif til journalister.

Også Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, forudser ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at en plan er nært forestående. Han fortæller til journalister, at der er enighed om "alle centrale punkter" i aftalen.

- Eksperterne vil få de sidste detaljer på plads til slutningen af juni, siger Lavrov ifølge Tass og tilføjer, at en aftale er "ganske opnåelig".

Diplomater tæt på atom-forhandlingerne siger dog til Reuters, at den russiske udmelding ikke er sand, og at parterne endnu ikke er nået til enighed om de store stridspunkter.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, har natten til onsdag forladt forhandlingerne i den schweiziske by Lausanne. Han er dog klar til at vende tilbage, når "det giver mening".

- Laurent Fabius vender tilbage til Paris for at deltage i et kabinetsmøde. Han vil returnere (til atomforhandlingerne, red.), når det er nyttigt, siger en talsmand ifølge Reuters.

Der er dermed ikke sat endeligt punktum for forhandlingerne om Irans atomprogram, selvom den fastsatte frist udløb tirsdag aften ved midnat.

Det er stormagterne i gruppen P5+1, der forhandler med Iran.

Forhandlingerne i den sidste fase føres på den internationale gruppes vegne af udenrigsministrene fra USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.