Iran: Gæld fik flåde til at standse fragtskib
Besætningen om bord på Maersk Tigris er i god behold. Irans flåde stoppede skib efter ordre fra domstol.
De 24 besætningsmedlemmer om bord på containerskibet Maersk Tigris er i sikkerhed og har det efter omstændighederne godt. Det meddeler Mærsk onsdag.
De 24 besætningsmedlemmer om bord på containerskibet Maersk Tigris er i sikkerhed og har det efter omstændighederne godt. Det meddeler Mærsk onsdag. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


En gældssag, der er mere end 10 år gammel, er ifølge iranske oplysninger baggrunden for, at containerskibet Maersk Tigris er blevet opbragt i Iran.

De 24 besætningsmedlemmer om bord på containerskibet er i sikkerhed og har det efter omstændighederne godt, meddeler Mærsk.

Iranske patruljebåde affyrede tirsdag advarselsskud, da de opbragte fartøjet i Hormuzstrædet, som er et af verdens mest travle farvande for olietransporter. USA har sendt militære fartøjer til området for at overvåge situationen.

Irans Organisation for Hav og Havne siger, at en domstol har givet ordre til, at Maersk Tigris skulle opbringes, fordi der var fældet dom mod Maersk i en sag om gæld med det iranske selskab Pars Talaie.

Gældssagen er mere end 10 år gammel og vedrører ifølge iranerne en transport fra den iranske havn Abadan til Dubai. Mærsk var hyret til at stå for transporten af gods, som aldrig nåede frem, hedder det.

Der er modstridende oplysninger om, hvorvidt Maersk Tigris sejlede i internationalt farvand, da det blev opbragt.

Det 65.000-ton tunge fartøj, der sejler under Marshall Øernes flag, styres af Rickmers Shipmanagement, som også har ansvaret for skibets 24 besætningsmedlemmer. Men fartøjet er lejet af Maersk.

Maersk siger, at det er i kontakt med det danske udenrigsministerium for at få mere information om situationen.

Rickmers siger, at Maersk Tigris ejes af "private investorer". Selskabet siger også, at fartøjet var i internationalt farvand, da de iranske flådefartøjer stoppede det.

- Strædet er bogstaveligt talt iransk, men der er en international forståelse om, at skibskorridoren i internationalt farvand bruges af handelsskibe, siger Richmers.

Besætningsmedlemmer er hovedsageligt fra østeuropæiske lande og Asien.

Mærsk er i tæt dialog med Udenrigsministeriet om sagen, meddeler selskabet.

- Vi arbejder på højtryk for at undersøge omstændighederne omkring Maersk Tigris, oplyste ministeriet sent tirsdag til Ritzau.

Containerskibet var på vej fra Sortehavet til Den Persiske Golf og havde senest lagt til kaj i Jeddah i Saudi-Arabien, da skibet blev opbragt af iranske myndigheder i Hormuzstrædet tirsdag.

Den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, siger i en kort kommentar til sagen, at "frihed til at navigere i Den Persiske Bugt er et must for Iran. "

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.