Iran: Frigivet Maersk Tigris har forladt iransk farvand
Mærsk venter på en bekræftelse fra besætningen på, at Maersk Tigris er blevet frigivet af iranske myndigheder.
Det iranske firma klagede og fik i februar medhold i, at Mærsk skulle betale en erstatning på 163.000 dollar.
Det iranske firma klagede og fik i februar medhold i, at Mærsk skulle betale en erstatning på 163.000 dollar. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Iran har frigivet containerskibet Maersk Tigris, som blev opbragt i Hormuzstrædet i slutningen af april, bekræfter en talsmand i det iranske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Isna.

- Containerskibet er blevet frigivet, og det har forladt iransk territorialfarvand, siger Marzieh Afkham fra ministeriet.

Hos Mærsk venter man imidlertid med at fejre noget, til rederiet har fået nyheden bekræftet af besætningen.

- Vil vil gerne have det bekræftet fra skibet og fra Rickmers, før vi tror på det, siger rederiets pressechef, Michael Christian Storgaard, til Ritzau.

Tidligere torsdag skrev et andet iranske nyhedsbureau - Irna - at Maersk Tigiris ifølge en anonym kilde hos de iranske havnemyndigheder, Irans Organisation for Hav og Havne, var blevet frigivet.

Skibet, som Mærsk har lejet af Rickmers Shipmanagement i Singapore, har været tilbageholdt siden 28. april, angiveligt på grund af en strid om penge.

Sagen stammer helt tilbage fra 2005, hvor skibet fragtede 10 containere til Dubai. De blev aldrig afhentet, og derfor blev de til sidst bortauktioneret.

Det iranske firma klagede og fik i februar medhold i, at Mærsk skulle betale en erstatning på 163.000 dollar.

Siden er erstatningen imidlertid blevet hævet til 3,6 millioner dollar, hvilket rederiet hævder aldrig at have fået at vide og derfor ikke har betalt.

Det står ikke klart, om erstatningssagen er løst.

Rickmers Shipmanagement kan ikke bekræfte, om Maersk Tigris er blevet frigivet.

- Vi har set de samme nyhedsmeldinger, men vi har ikke fået en officiel melding, siger talsmanden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der var ingen danskere blandt de 24 besætningsmedlemmer, som befandt sig på skibet, da det blev tilbageholdt 28. april.

Mærsk har tidligere oplyst, at alle 24 skulle være i sikkerhed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.