Iran-ekspert lægger dæmper på Mærsk-drama
Der er intet usædvanligt i, at et containerskib tirsdag er blevet tilbageholdt i iransk farvand, mener ekspert


Containerskibet "Maersk Tigris" sejlede tirsdag eftermiddag ind i iransk farvand uden at have fået tilladelse til det. Det mener i hvert fald de iranske myndigheder, og derfor er der intet usædvanligt i, at skibet nu er tilbageholdt af myndighederne.

Det vurderer Søren Schmidt, der er Iran-ekspert og lektor ved Aalborg Universitet.

- Skibet er sejlet ind i et område, som de iranske myndigheder mener, er iransk domæne, og som de ikke har tilladelse til at sejle ind i, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Så sker der det, som der også sker alle andre steder i verden: Man får besøg af myndighederne, og man tager en snak om, hvad der foregår.

Ifølge shippingselskabet Rickmers Shipmanagement, der står for driften af containerskibet, der er lejet af Mærsk, sejlede man dog ikke i iransk farvand, men derimod i internationalt farvand.

Søren Schmidt understreger, at han ikke kender de nærmere detaljer omkring situationen, men han har ikke grund til at tro, at de iranske myndigheder på nogen måde har handlet usædvanligt.

- De prøver jo bare at finde ud af, hvad der foregår i deres farvand. Derfor undrer det mig også, at den her situation bliver slået så stort op. Herregud, det er et skib, der ser ud til at have overtrådt nogle regler, siger Søren Schmidt.

De nærmere omstændigheder er altså ikke kendte endnu, men der er tilsyneladende uenighed om, hvor skibet befandt sig, da iranske myndigheder affyrede advarselsskud mod "Maersk Tigiris" og efterfølgende tilbageholdt skibet.

Rickmers Shipmanagement har efter tilbageholdelsen mistet kontakten med containerskibet og har ikke fået en forklaring på, hvorfor Iran reagerede, som det gjorde.

- Vi har ikke begrundelser for, hvorfor de har stoppet fartøjet. Det befandt sig i internationalt farvand, da de blev kontaktet af de iranske skibe, siger selskabets talsmand, Cor Radings til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.