Iran besvarer USA's sanktionstrusler med flere missiler
Da "USA's fjendtlige linje" over for Iran fortsætter, kræver præsident Rouhani, at Iran styrker missilprogram.
I et brev til sin forsvarsminister beordrer Irans præsident torsdag, at ministeriet udvider landets "missilprogram betydeligt". Ordren kommer som reaktion på amerikanske trusler om at indføre nye sanktioner mod Iran på grund af testaffyring af ballistiske missiler.
I et brev til sin forsvarsminister beordrer Irans præsident torsdag, at ministeriet udvider landets "missilprogram betydeligt". Ordren kommer som reaktion på amerikanske trusler om at indføre nye sanktioner mod Iran på grund af testaffyring af ballistiske missiler. Foto: Vahid Salemi/AP/AP


Ved udgangen af et historisk år, hvor en international aftale om Irans atomprogram omsider blev underskrevet, rasler konfliktens to hovedaktører igen med sablerne.

I et brev til sin forsvarsminister beordrer Irans præsident torsdag, at man udvider landets "missilprogram betydeligt".

Ordren kommer som reaktion på amerikanske trusler om at indføre nye sanktioner mod Iran på grund af en nylig testaffyring af ballistiske missiler.

- Da den amerikanske regering tydeligvis fortsætter dens fjendtlige linje og ulovlige indblanding, må de væbnede styrker hurtigt og i betydelig grad øge kapaciteten af missilprogrammet, skriver Hassan Rouhani i brevet til forsvarsminister Hossein Dehghan.

Brevet er offentliggjort af nyhedsbureauet Irna.

Den amerikanske regering forbereder i øjeblikket sanktioner mod internationale selskaber og udvalgte iranere på grund af missilprogrammet, oplyser amerikanske kilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som overvåger implementeringen af atomaftalen, konstaterede i november, at iranerne er i fuld gang med at pille atomanlæg ned.

Iran er således i færd at opfylde sin del af den atomaftale, der blev indgået i juli mellem Iran og stormagterne i FN's Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina.

Også Tyskland, der ikke er medlem af Sikkerhedsrådet, er med i aftalen, som det internationale samfund i årevis har presset på for.

Der har været og er international frygt for, at Iran vil bruge atomprogrammet til at udvikle atomvåben. Det har Iran afvist.

Men striden har ført til sanktioner mod Iran, og aftalen siger, at Iran skal være mere åben om programmet og demontere dele af det, mens sanktionerne så skal ophæves.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.