Iraks hær har indledt offensiv mod Ramadi
FN siger, at det forsøger at nå ud til 40.000 strandede civile, som er flygtet fra Islamisk Stat ved Ramadi.
FN siger, at det forsøger at nå ud til 40.000 strandede civile, som er flygtet fra Islamisk Stat ved Ramadi.
FN siger, at det forsøger at nå ud til 40.000 strandede civile, som er flygtet fra Islamisk Stat ved Ramadi. Foto: Hadi Mizban/AP


Irakiske styrker og den shiamuslimske milits indleder angreb mod Islamisk Stat i Ramadi, siger et øjenvidne og en lokal embedsmand til Reuters.

- Hundredvis af militsfolk, som kom til Habbaniyas luftbase i sidste uge, da Ramadi blev indtaget af Islamisk Stat, nærmer sig Siddiqiya og Madiq, som er byer på fronten nær Ramadi, siger Azzal Obaid, som er med i Anbars provinsråd.

Mens regeringsstyrkerne forsøger at generobre Ramadi har Islamisk Stat foretaget angreb i retning mod Fallujah i et forsøg på at vinde mere terræn i provinsen Anbar, hvormed de kan komme tættere på hovedstaden Bagdad.

FN siger, at det forsøger at nå ud til 40.000 civile, som er flygtet fra Ramadi for at komme væk fra Islamisk Stat. Et stort antal civile er samlet ved Bzebiz-broen, som er lukket af myndighederne for at forhindre, at de flygtende når til Bagdad.

Der har været frygt for, at medlemmer af Islamisk Stat ville blande sig med flygtningestrømmen og på denne måde nå til Bagdad.

- Der er rapporter om børn, der død af dehydrering i varmen, siger FN's Dominik Bartsch til BBC.

- Vi er dybt bekymrede for kvinder, børn, ældre og syge blandt flygtningene. Tusinder er strandet i heden, siger han og tilføjer:

- De er meget få informationer om de civile, der er tilbage i Ramadi. Vi hører historier om hævnangreb, om skudvekslinger og individer, som jages.

Islamisk Stat kontrollerer i dag omkring 50 procent af Syriens territorium og omkring en tredjedel af Iraks.

Vidner udtaler, at store dele af Ramadi er ødelagt. Masser af udbrændte køretøjer, herunder militære, står rundt omkring. og vidner har sagt til Reuters, at der ligger lig af soldater og politifolk på næsten hver en gade.

Den taktik, som IS-militsen bruger, når den erobrer byer, er voldsom og ødelæggende.

Da IS rykkede ind i Ramadi var det blandt andet en bulldozer pakket med sprængstof, der sprængte et hul i en vigtig sikkerhedsmur. Derpå myldrede det ind i gennem hullet med omkring 30 køretøjer. Mange af bilerne var bilbomber.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.