Irakiske sikkerhedsstyrker trænger længere ind i Mosul
Islamisk Stat dræbte 16 politifolk og sunnimuslimer ved falske kontrolposter syd for Mosul.


Med luftstøtte fra den amerikanskledede internationale koalition rykker irakiske sikkerhedsstyrker stadig længere ind i storbyen Mosul.

Regeringsstyrkerne rykkede lørdag ind i bydelene Muharabeen og Ulma. Det skete, efter at styrkerne fredag befriede området Tahrir, siger den irakiske general Sami al-Aridi til nyhedsbureauet AP.

Islamisk Stat kæmper mod de fremrykkende soldater med snigskytter, panserværnsraketter og granatkastere.

Islamisk Stat dræbte lørdag syv sunnimuslimske klankrigere og fem politimænd i en by syd for Mosul, hvor jihadisterne havde oprettet to falske kontrolposter.

Islamisk Stat har optrappet angrebene på sikkerhedsstyrker og på repræsentanter for myndighederne.

Under offensiven mod Islamisk Stat ved Mosul er soldater fra de irakiske sikkerhedsstyrker tre gange blevet angrebet af droner med håndgranater.

Jihadisterne har også lagt mange lureminer ud i de områder, som de flygter fra i takt med hærens fremrykning.

Over 25.000 irakiske landstyrker er sat ind i offensiven. De får støtte fra fly og rådgivere fra USA. Operationerne ventes at tage uger - eller måneder.

Unicef har planer om at hjælpe mere end 748.000 mennesker, hvoraf op mod 500.000 er børn.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.