Irakersag kan give nye oplysninger om danske styrker
Dignity: Afgørelse i irakersag kan blive eneste mulighed for at finde ud af, hvad danske styrker foretog sig.


Landsrettens afgørelse i 23 irakeres sag mod Forsvarsministeriet kan føre til den eneste egentlige undersøgelse af, hvad danske styrker foretog sig i Irak, eftersom irakkommissionen er lukket.

Det mener Elna Søndergaard, der er seniorjuridisk rådgiver fra Dignity, Dansk Institut Mod Tortur.

- Efter nedlægningen af irakkommissionen sad vi jo tilbage med en fornemmelse af, at hele sandheden ikke var kommet frem i forhold til dansk deltagelse i Operation Green Desert, fordi der løbende er kommet den ene afsløring efter den anden, siger Elna Søndergaard.

- Afgørelsen i Landsretten er en mulighed for at få vendt hver en sten i Operation Green Desert og få rettens ord for, om der er et dansk medansvar for tortur, siger hun.

Operationen har i de seneste år været meget omtalt, blandt andet fordi Forsvaret først hævdede, at der ikke fandtes videooptagelser fra tilfangetagelsen. Det viste sig siden at være usandt.

Irakernes advokat, Christian Harlang, kunne dengang fremvise en video, hvor man ser en gruppe uniformsklædte mænd tæske løs på en eller flere af de tilfangetagne irakere.

Elna Sønderggard mener, at det er vigtigt, at sagen bliver ordentligt belyst. Ikke kun for sagens skyld, men for fremtidige aktioner i henhold til de internationale retsregler.

Også hos Amnesty glæder man sig over Landsrettens afgørelse.

- Det er en meget glædelig afgørelse, Østre Landsret er nået frem til. Ikke mindst når man ser på de krumspring, som den danske stat i form af Forsvarsministeriet har gjort for at undgå, at sagen kunne komme for en dansk domstol, siger Claus Juul, som er juridisk konsulent i Amnesty.

- De irakiske fanger har ventet alt for længe på en afklaring, og forhåbentlig får de nu langt om længe mulighed for en retfærdig rettergang, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.