Irak: Tyrkiet deltager ikke i Mosul-operation
Iraks og Tyrkiets premierministre har stærkt modstridende versioner om kampene mod IS ved Mosul.


Iraks forsvarskommando afviser mandag, at Tyrkiet deltager i de militære operationer mod Islamisk Stat i storbyen Mosul.

Den centrale fælles kommando for de irakiske styrker siger, at tyrkerne på ingen måde er involveret i befrielsen af Nineveh, som er den provins, hvor Mosul er hovedstad.

Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, sagde søndag, at det tyrkiske militær ud for Mosul havde ydet støtte med artilleri og kampvogne ved at beskyde IS efter anmodning fra kurdiske peshmerga-styrker.

Tyrkiet har gentagne gange gjort det klart, at man ønsker at deltage i befrielsen af Mosul.

Yildirim sagde søndag, at Tyrkiet er parat til at "træffe visse foranstaltninger" i Irak, fordi USA og Iraks regeringer ikke garanterer, at militante kurdere og shiamuslimske militser holder sig fra at deltage i angreb på IS i Mosul.

- Tyrkiet kan aldrig se passivt til, når der foregår massakrer, når der skabes potentielle flygtningestrømme, og når der kæmpes langs vor grænse, sagde han i et direkte interview på tyrkisk tv.

Der bliver rapporteret om intense kampe ved Mosul, hvor det irakiske militær vinder mere og mere terræn.

Mosul var engang en del af Det Osmanniske Rige, og Tyrkiet opfatter området som en del af dets såkaldte indflydelseszone. Iraks regering ønsker ikke at se tyrkerne deltage.

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, er under politisk pres, da hans bagland ikke vil tolerere at se tyrkiske soldater i Irak.

USA siger, at der foreligger en principaftale om, at Tyrkiet skal deltage i offensiven mod Islamisk Stat i Mosul.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.