Irak-kommission sender dokumenter i Rigsarkiv
Tusinder af dokumenter fra den nedlagte Irak-kommission ender i Rigsarkiv, oplyser formanden Michael Kistrup.


Rigsarkivet får overladt tusinder af dokumenter om Irak-krigen, som Irak-kommissionen gennemgik, inden regeringen lukkede kommissionen med støtte fra De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Dokumenterne opmagasineres i Rigsarkivet under særlige forhold, så offentligheden ikke har adgang.

Det siger landsdommer Michael Kistrup, som var formand for Irak-kommissionen, til Information. Han har ingen holdning til, hvad der bør ske med dokumenterne. Det er regeringen, der beslutter, hvad der skal ske med papirerne, siger han.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, bekræfter, at dokumenterne lander i Rigsarkivet. Han ved ikke, hvorfor Venstre ikke vil fremlægge dokumenterne for offentligheden.

Han henviser til justitsminister Søren Pind (V), som er på ferie og ikke vil besvare spørgsmål om Irak-kommissionen.

- Jeg kan ikke svare på noget, jeg ikke ved. Det er vel fair, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, vil bevare Irak-kommissionen. Søndag afslørede Jyllands-Posten, at VK-regeringen i 2007 nedtonede Forsvarsministeriets samarbejde med det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater.

Firmaet anses som kontroversielt. Få uger før Forsvarsministeriet indgik aftalen, skød og dræbte firmaets ansatte 17 civile irakere i Bagdad.

Enhedslisten kræver, at alle Irak-kommissionens dokumenter offentliggøres.

- Den seneste uges historier viser, at der er meget, vi endnu ikke ved. Hvis kommissionens papirer havner i Rigsarkivet, er det svært at se, hvordan vi nogensinde bliver klogere på spørgsmålene omkring Irak-krigen, siger Eva Flyvholm.

Hvis kommissionen nedlægges, vil Enhedslisten undersøge, om man kan sørge for, at kommissionens dokumenter ikke ender i Rigsarkivet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.